Røngen billedeRøngen billedeHvad er HD?


HD står for hofteledsdysplasi. Det er en lidelse, hvor lårbenshovedet og hofteskålen ikke er tilpasset hinanden optimalt.

HD er en arvelig betinget sygdom. Arvegangen er "polygenetisk", d.v.s. at flere forskellige gener afgør, hvorvidt en hund er disponeret for at udvikle lidelsen. Hvis hunden er arveligt disponeret, har den stor risiko for at udvikle HD, især hvis den udsættes for negative miljøpåvirkninger som forkert fodring, overdreven motion eller hurtig vækst. Mange racer har avlsprogrammer, der skal bekæmpe HD.

Typiske symptomer er, at hunden har svært ved at rejse sig op, er slinger i bagkroppen og sætter sig hurtigt ned, når den ikke er i bevægelse.

Hvordan undersøges hunden for HD?


Inden en hund kan røntgenfotograferes for HD, skal ejeren (eller dyrlægen) på www.hundeweb.dk købe og udskrive en rekvisition. På rekvisitionen er angivet et sagsnr., som skal indfotograferes på billedet. Det er således ikke muligt at optage billeder, før der er købt rekvisition.

Hunden undersøges ved at dyrlægen tager et røntgenbillede af hofteleddene.

Hunden ligger på ryggen på et røntgenbord, mens billedet bliver taget. Der er krav om, at hunden skal være bedøvet eller have fået afslappende medicin (være sederet) under optagelsen med det formål at sikre tilstrækkelig afslapning af musklerne og dermed et så retvisende resultat som muligt. Dyrlægen skal skrive på HD rekvisitionen, hvilken type sedation eller narkose, der har været anvendt ved optagelsen af fotos.

Dyrlægen skal sikre hundens identitet ved at aflæse hundens ID-nummer (tatovering eller chip) på hunden og bekræfte det aflæste nummer på rekvisitionen.

Hundeejeren skal læse rekvisitionen og sikre sig, at den er udfyldt korrekt, før han eller hun underskriver den.

Herefter indsender dyrlægen røntgenbillederne og HD rekvisitionen til Veterinær Billeddiagnostik på KU/SUND.

Alder for bedømmelse af HD & AD


Hundene skal have en bestemt minimumsalder, før de kan HD-, AD- og OCD-bedømmes, såfremt resultatet skal benyttes som officiel status.

DKK følger anbefalingerne fra FCI om, hvornår hvilke racer tidligst kan bedømmes for at opnå en sådan avlsrelevant registrering af resultatet.

For AD og OCD gælder, at alle racer kan fotograferes og bedømmes fra 12 måneders alderen. Dette gælder både hanner og tæver.

For HD gælder, at hovedparten af racerne kan fotograferes og bedømmes fra 12 måneders alderen, for visse store racer (gigantracer) gælder dog en minimumsalder på 18 måneder. Dette gælder både hanner og tæver.

DKK registrerer desuden HD- og AD-resultater opnået ved en tidligere alder, hvor det kan være forbundet med gener for hunden at vente på at opnå alder for officiel status. Denne registrering bidrager endvidere til at gøre vurderingen af forældredyrenens avlsværdi (HD-indeks) mere troværdig.