MARKPRØVER

2018 - Et år i markprøvens tegn -
Anette Sørensen og kh-tæven Mimmtrix Märta af Stigs vej fra start til præmie.



EN STÅENDE JAGTHUND

Den 17.februar 2018 er en stor dag for Anette Sørensen og kh-tæve Mimmtrix Märta af Stig:

"Märta er en STÅENDE JAGTHUND
Efter 6 slip uden fugl løb jeg mere end hunden, som var træt. Så jeg besluttede, at det var nok for idag - vi måtte tage hjem med uforrettet sag.
Vi trak væk fra makkerhunden, for ikke at støde de fugle, der (ikke) var der. Pludselig ændrer Märta adfærd, løber hen til kanten af en remise - og tager den smukkeste stramme stand. På 'ja' går hun resolut frem og rejser en fasanhøne
Hun løber nogle meter, men da hendes befippede mor endelig giver en kommando, stopper hun prompte, og kommer tilbage. Det er en stor dag i det lille hjem - Märtas første rigtige stand for fugl på mark. "


Marktræning på Tuse Næs for nye/let øvede hundeførere

Kennel Æblevangen ved Christina og John Bak afholdt marktræning for nye/let øvede hundeførere. Der har tidligere været efterspørgsel efter træningsmuligheder i DWK.

Kurset gentages den 3. - 4. marts 2018 – og kan varmt anbefales!

I en fin kombination af teori og praksis blev vi introduceret til markrøveregler, placering i marken, at læse terrænet, begreber og diverse uskrevne regler samt almindelig god opførsel.

Vi trænede individuelt i første slip, og derefter parsøg resten af weekenden.  

Super træning med kompetente trænere i skønne omgivelser. En blandet gruppe af mennesker – og hunderacer; engelsk, irsk og gordon setter, pointer, ruhåret hønsehund og – min weimaraner Märta.

John og Christina fik skabt et godt rum med plads til spørgsmål, i skønne omgivelser, og ikke mindst forrygende god forplejning.

Det var spændende, at se hvor forskelligt de forskellige racer arbejder, at se Märta forveksle en pointer med en kanin – og blive bekræftet i, at en weimaraner er den helt rigtige hund – for mig ; )

Tekst, Billeder og oplevelse af Anette Sørensen med hendes Weimaranertæve Mimmtrix Märta af Stig




Märtas første markprøve -
Anette Sørensen til lokal markprøve i Klovborg

 

Som ny hundefører blev jeg og Märta på 1½ år introduceret til marktræning i kreds 2 i Rødekro den 20. august i år. Vi blev modtaget vel og gennem en anerkendende og pædagogisk tilgang blev vi introduceret til disciplinen af kyndige weimaranerentusiaster. En stærkt vanedannende aktivitet, der fordrede, at vi allerede søndagen efter igen drog til det jyske, og deltog i de lokale markprøver i kreds 2.

Louise og Torben stillede gæstfrit deres hjem til rådighed, så vi både kunne indlede og afslutte dagens strabadser med et nydeligt traktement.

I to hold indtog de 13 hunde med førere de smukke omgivelser med terrænlederne Bjarne Madsen og Torben Madsen samt dommerne Kristian Kristiansen og Dan Bach. Märta og jeg var med på hold 1, hvor Casper med Eta allerede i første slip kommer for fugl og har en perfekt situation, der udløser en førstepræmie. Sådan skal det gøres! Unghundene lægger sig i selen, Märta med et lidt ’ungdommeligt’ søg, som dommer Kristian udtaler, men må gå til frokost med uforrettet sag. Over middag lykkes det for Märta i samarbejde med Bella, at finde to agerhøns, og begge hundene opnår en 3. præmie.

Trætte, rige på oplevelser og med duft af agerhøne i snuden, kører vi tilbage til København da kreds 2’s generalforsamling indledes – og er derfor ikke med på billedet.

Tak til kreds 2 for et fint arrangement.

Tekst og oplevelse af Anette Sørensen med Märta

 

Anette Sørensen og Märta Mimmtrix af Stig
 

Fra venstre: Peter med Abbi 3. præmie, Casper med Eta vinder bedst i åben klasse og Jyllandspokalen, Allan med Eddie 3. præmie og bedste unghund, Hanne med Gaby 3. præmie, Henning med Bella 3. præmie og Anette med Märta 3. præmie.