Valg til Dansk Kennel Klubs bestyrelse.
Husk at stemme.
Når I modtager Dansk Kennel Klubs medlemsblad i september, indeholder bladet en stemmeseddel til klubbens ordinære valg af bestyrelsesmedlemmer.
DKKs bestyrelse består af 7 medlemmer. Heraf er 3 valgt blandt medlemmer, der repræsenterer jagthunderacer.
I hele DKKs levetid har ”de stående jagthunde” været repræsenteret med (mindst) 2 medlemmer. Denne realitet vidner i høj grad om sammenhold blandt SJDs medlemmer.
Jeg skal ikke her gå i detaljer med betydningen af, at ovennævnte scenarie også er virkeligt efter årets valg. Men det er faktisk i en lang række sammenhænge vigtigt for jagten og arbejdet med de stående jagthunde, at ”vi” fastholder to ”stående hundefolk” i DKKs bestyrelse.
Jeg skal derfor opfordre alle SJDs medlemmer, der er medlem af DKK, til at benytte deres stemmeret.
Stem på Gunnar Jensen.
Gunnar har i næsten to år haft sæde i DKKs bestyrelse, og han har heldigvis valgt at genopstille.
Jeg skal kraftigt opfordre til, at man sætter kryds ved hans navn på stemmesedlen.
Gunnar er særdeles erfaren jæger og hundemand.
Han har i rigtigt mange år ydet en kæmpeindsats for de stående jagthunde. De seneste år som formand for Dansk Irsk Setter Klub.
En stort antal medlemmer kender Gunnar som en retfærdig og kompetent person i udstillingsringen. Som eksteriørdommer er han bevidst om betydningen af netop jagthundens eksteriør; han har et helt afgørende blik for, hvad der i den sammenhæng er afgørende for en brugshunds arbejde.
Jeg har nu i to år arbejdet sammen med Gunnar i DKKs og SJDs bestyrelser, samt i DKKs Udvalg for Stående Jagthunde.
Gunnar er flittig og loyal, han passer konsekvent møder og arbejde. Jeg håber, at medlemmerne med deres stemmeafgivelse vil sikre ham fire år mere i bestyrelsen.
Harris Jensen